OM MIG

Jeg er klassisk uddannet harpenist og har været soloharpenist i DR UnderholdningsOrkestret i mange år.

Karrieren som musiker har bragt mig vidt omkring i verden og jeg har samarbejdet med mange spændende nationale og internationale musikere fra alle musikgenrer. Trods kærligheden til det klassiske repertoire, blev jeg tidligt i min professionelle karriere interesseret i andre musikgenrer, hvilket førte til tæt samarbejde med musikere som Palle Mikkelborg, NHØP, Bo Stief fra jazzverdenen. Jeg medvirker for eksempel på Palle Mikkelborgs AURA med Miles Davis, som har fået plads i Kulturministeriets musikkanon. Også i ensemblet Trio Rococo, som jeg var medstifter af, eksperimenterede vi med musik, der lå udenfor det etablerede klassiske område.

Den klassiske musik har stadig en stor plads i mit musikalske univers og med DR UnderholdningsOrkestret har jeg haft lejlighed til at uropføre flere harpeværker og har optrådt som solist med orkestret ved flere lejligheder. F.eks. med cd-indspilningen af William Alwyns harpekoncert Lyra Angelica og koncert med Mozarts fløjte- og harpekoncert med chefdirigenten Adam Fischer.

Udover orkestret er det især kammermusikken, jeg brænder for og jeg er initiativtager og medskaber af den koncertaktuelle forestilling Antoine de Saint-Exupérys ”Den lille Prins” med Susse Wold som fortæller og musik af Palle Mikkelborg for klassisk trio med Joakim Dam Thomsen, obo og Emilie Eskær, cello.

I Harpstream Duo samarbejder jeg med tonemester Sebastian Eskildsen om at skabe musik til digte, film, reklamer, mindfullness m.m.

MIN ORGANISATORISKE SIDE

har ført til mange spændende udfordringer. Jeg har været formand for DR UnderholdningsOrkestret, har arrangeret koncerter og events, samt harpekurser for danske og skandinaviske harpenister. Og jeg blev af en international bestyrelse udnævnt til President og Artistic Director for The 5th World Harp Congress, hvor over 700 harpenister fra hele verden deltog. Jeg er desuden censor ved Det kgl. danske Musikkonservatorium, hvor jeg følger udviklingen i det danske harpenistliv tæt.

MINE ENTREPRENANTE SIDER:

I 2006 oprettede jeg produktionsselskabet LT Music. Her har jeg nu udgivet mange cd’er med egne arrangementer, bl.a. 4 børnecd’er. 

I 20011 opbyggede jeg min egen webshop med egen musik, musikinstrumenter, sangbøger og legtøj. Jeg har også opbygget min egen hjemmeside og laver nu hjemmesider for andre musikere, kunstnere, undervisere m.m. Desuden har jeg skrevet flere artikler om børn og deres musikalske udvikling – og er i fuld gang med at skrive “musikalske” børnehistorier.