LIGE NU
Efter mange gode år med DR UnderholdningsOrkestret som arbejdsplads har jeg nu fået masser af nye sjove udfordringer. Det er vigtigt for mig fortsat at arbejde med mine kunstneriske og kreative sider og at musicere på mit instrument, harpen, som stadig har en stor plads i mit arbejdsliv. Men i de sidste fem år har min store interesse for design ført til nye og sjove opgaver.
LT MUSIC, DEN LILLE NATTERGAL OG STRING DESIGN
LT MUSIC er en virksomhed med speciale i musikproduktion og den har i tidens løb fået to nye afdelinger: String Design med webdesign og webshoppen Den lille nattergal med musik og instrumenter i børnehøjde.
Virksomheden blev i første omgang skabt på grund af min store sangglæde. Min drøm var at videregive en stor del af den unikke danske sangskat til nutidens børn. Det har ført til indspilninger af danske sange i egne arrangementer og med harpen i centrum. Jeg har foreløbig udgivet fire børnecd’er og et par ”voksen”cd’er. På grund af den digitale udvikling er mine seneste indspilninger uploadet til streaming og download.
Jeg har også skrevet flere artikler om børn og deres musikalske udvikling – og er i fuld gang med at skrive “musikalske” børnehistorier.
DEN LILLE NATTERGAL. Min interesse for børns musikalske udvikling førte i 2011 til, at jeg opbyggede webshoppen Den lille Nattergal med egen musik, musikinstrumenter, sangbøger og legetøj. Mit mål med shoppen er at videregive musikglæden med musikredskaber i bedste kvalitet til den lille musiker.
STRING DESIGN er det seneste skud på min kreative vej. Her tilbyder jeg at hjælpe f.eks. kunstnere og musikere med at skabe en digital platform. Jeg designer websider og webshops og tilbyder at løse forskellige designopgaver. String Design opstod efter uddannelsen Creative Project Academy – et intensivt uddannelsesforløb i opsætning af websider og webshop, e-bøger, design af nyhedsbreve, filmklipning m.m. Både før og siden har jeg deltaget i flere kurser og webinarer, senest i So What Copenhagen Summercamp 2015 (webinarer om synlighed i medierne).
OM MIG
Jeg har altid haft stort ”gåpå”mod, hvilket har ført til mange spændende oplevelser og opgaver. Studierejser førte mig til Frankrig, England, Wales og USA. I USA mødte jeg i min underviser en stor personlighed. Jeg lærte meget af hendes musikformidling til de studerende, som også indeholdt en accept og ansporing til, at den enkelte elev kunne udfolde sit talent i den musikgenre, hun bedst kunne lide. For hende er den ene genre ikke bedre end den anden – og det var vigtigt, at alle kunne ernære sig som harpenister. Min inspiration fra studieopholdet bevirkede, at jeg arrangerede en Masterclass med hende for de nordiske harpenister. Dette arrangement førte til, at jeg nogle år senere blev President og Artistic Director for 5th World Harp Congress i København, hvor 700 internationale harpenister deltog.
I DR var jeg formand for Underholdningsorkestret i en periode. Jeg var medstifter af Trio Rococo og senere idéskaber af forestillingen Den lille Prins med Susse Wold. I 2006 oprettede jeg LT Music med speciale i musikproduktion og senere String Design og webshoppen Den lille nattergal.
MIN BAGGRUND
Jeg er vokset op på den jyske vestkyst, hvor interessen for musik og kunst tidligt blev vakt. Min sangglade mor sang med mig hver dag efter skoletid og min far, som var en glimrende kunstmaler, formidlede sin egen glæde for kunst videre til mig. Musikinteressen førte til, at jeg blev klassisk uddannet harpenist. Jeg fik tidligt i karrieren ansættelse som soloharpenist i DR UnderholdningsOrkestret. Livet som musiker har bragt mig vidt omkring i verden og jeg har samarbejdet med mange spændende nationale og internationale musikere fra alle musikgenrer. Trods kærligheden til det klassiske repertoire, blev jeg tidligt i min professionelle karriere interesseret i andre musikgenrer, hvilket førte til tæt samarbejde med jazzmusikere som Palle Mikkelborg, NHØP og Bo Stief – og jeg opnåede at spille med Miles Davis på Palle Mikkelborgs AURA. Jeg er også initiativtager og medskaber af den koncertaktuelle forestilling Antoine de Saint-Exupérys ”Den lille Prins” med Susse Wold som fortæller og klassisk trio musik af Palle Mikkelborg.
Kunst- og designinteressen stammer helt sikkert fra min far, der var skiltemaler – og pioner indenfor serigrafien. Han var dybt interesseret i design og kunstmaler på højt niveau. Dette gen og interessen for designkunst har ført mig til at tage en miniuddannelse og mange kreative kurser indenfor faget.
LILLIANS UDGIVELSER
2013
Harpstreams – music for a park LT 4907 2013
1. January 2. May 3. July 4. October
et samarbejde med tonemester Sebastian Eskildsen.
Kompositionen er én lang fortælling, en fantasirig, poetisk og dynamisk helhed, bestående af enkelte billeder, der også kan opleves hver for sig.
Kunstneren Vicky Steptoe har brugt musikken fra “Harpstreams” til sin video “Drawn by Space”, filmet af Peter Poulsen i Tegners Museums Skulpturpark og udstillet på museet i 2013.
“Projektet var støttet af Statens Kunstråd.”
Jeg ved en lærkerede LT 4906 2013
En herlig harpe cd med skønne melodier peppet op af originale natur- og dyrelyde.
2011
Drømte mig… LT 4905 2011
Udgivelsen indeholder et fantastisk samspil mellem den klassiske tradition og folkemusikkens dybt rodfæstede klange.
Musikken er inspireret af vores drømme, glæden ved livet og samværet med vores små børn. På cd’en findes kendte melodier som: Drømte mig en drøm, Amazing Grace, Tågen letter, Schlafe Mein Prinzchen, What a wonderful world, Wiegenlied og mange flere.
2009
Julefryd og Englelyd LT 4904 2009
Cd med julemelodier i instrumental udgave for soloharpe.
De klassiske julesange kan lyttes til under julemånedens mange hyggelige stunder eller bruges som akkompagnement, når der skal synges og danses om juletræet.
2008
I looke for angels’ songs LT 4903 2008
Hør englene synge på denne skønne cd, der har harpen i centrum og klassisk musik, der rammer lige i hjertet. – – musik skabt med en særlig indre glød af komponister, der ligeledes mesterligt udnytter instrumentets raffinerede teknik og fascinerende klangmuligheder. DR UnderholdningsOrkestret har skabt rammerne for denne udgivelse med indspilningen af Alwyns harpekoncert. Udover DR Underholdningsorkestret medvirker Koncertmester Julie Eskær og solofløjtenist Dora Seres.
2007
Jeg glæder mig i denne tid LT 4902 2007
22 julesange samlet på én cd. For børn og deres familier i instrumental udgave for soloharpe. Klassikere, hvoraf de fleste er blevet sunget gennem generationer og stadig er lige elskede, er samlet på denne cd, som garanterer julestemning.
2006
Jeg vil tælle stjernene LT 4901 2006
Cd med 20 godnatsange i instrumental udgave for harpe.
Indeholder nogle af de allerbedste aften- og godnatsange. Godnatsangene er blevet et musikalsk ritual, der bidrager til ro, tryghed og harmoni hos både forældre og børn.
TIDLIGERE UDGIVELSER
Palle Mikkelborg | Aura med Miles Davis |
Palle Mikkelborg: | To whom it might concern |
Palle Mikkelborg: | A noone of night (Helen Davies, harpe og Kbh’s Drengekor) |
Palle Mikkelborg: | A journey to (Entrance) |
Trio Rococo: | Mozart Divertimenti |
Trio Rococo: | Crystal Bridge |
Trio Rococo: | Trio Rococo plays Rococo Trios |
H.C. Andersen: | Ind I den evige klarhed (Christian Steffensen) |
H.C. Andersen: | At rejse er at leve (Christian Steffensen) |
Inge Marstal: | Min sangbog |
Benjamin Britten: | Ceremony of Carols (Mosede Kirkes Pigekor) |
Thorkil Westh: | Autumn Colours |
Povl Dissing: | Hilsen til forårssolen (DR UnderholdningsOrkestret) |